To Vikinger ror til Norsminde og tilbage sammen et par gange ... og sød musik opstår!
Peter og Rebecca er efterhånden nået langt ud over musik-stadiet, og lørdag d. 2. januar forlod de håndværkerrodet i deres nye hus for en stund, og inde i Højbjerg kirke sagde de ja til hinanden. Udenfor våbenhuset stod altimens en lille snes frysende Klubkammerater og øvede æresport med Wing-pagajer. Alle de rigtige roere var selvfølgeligt mødt op i fuld kajak-udrustning. (Et par ubetydelige hangarounds var mødt op i landkrabbetøj. De har vel nok forspildt enhver chance for nogensinde at blive fuldgyldige medlemmer af klubben, det er hvad der kan ske
).
Præsten må have haft mere at sige til det glade par end vi lige havde beregnet, for vi nåede at få øvet proceduren godt og grundigt igennem, og blive noget kolde på trods af stampen i jorden og kudskeslag. Ekstra svømmeveste og handsker blev delt rundt til de mest frysende og så begyndte der at ske noget bag kirkedøren ...
Ud trådte gommen med sin rødmende brud. Der var klædt meget luftigere på end nogen af os havde drømt om. Men man er vel en viking, og Rebecca stod standhaftigt riskasten, håndslagsrunde og fotograferen igennem med værdighed.



Dokumenter
